Uge 40

En god start på dagen
Meningerne er delte omkring morgenmad, men officielt anbefales morgenmad stadig, som dagens første hovedmåltid – og det gør jeg også. For år tilbage starte de fleste dagen med et godt morgenmåltid. Det var tilfældet i mit eget barndomshjem, og det er hvad jeg har forsøgt at give videre til mine egne børn. Morgenmad og aftensmad var de to måltider vi som familie altid samledes om. Morgenmaden blev prioriteret.
De senere år springer flere og flere morgenmaden over, eller de snupper en shake eller en smoothie med i bilen. Andre venter til op af formiddage med at spise det første morgenmåltid. Nogen synes ikke de har tid – andre ikke appetit. Hvad der føles rigtigt for dig, ved du bedst selv, men for mig er der ingen tvivl – morgenmad skal der til – og helst indenfor den første time efter, at jeg er stået op.
Men er det vigtigt?
Der er lavet mange undersøgelser, med forskellige resultater. De fleste positive i forhold til at spise morgenmad, andre viser ikke den store forskel på om morgenmad spises eller ej – men det er aldrig negativt. For børn har morgenmad en positiv betydning for deres koncentrationsevne, hukommelse og læring, særligt for de yngste børn. På skoler hvor mange spiser morgenmad, er der mere ro, bedre koncentration og trivsel.
En god start på dagen
Spiser du morgenmad kan du opleve at være i bedre humør, du er mere vågen og husker bedre. Dyrker du motion om morgenen, anbefales det at spise lidt morgenmad inden, så kroppen har den energi den har brug for til træningen, efter at have fastet i mange timer natten over.
Taber man sig, hvis man dropper morgenmaden?
Som udgangspunkt er svaret nej – måske endda tvært imod. Hvis du skipper morgenmaden, vil du ofte være ekstra sulten til det næste måltid – måske ”oversulten”. Det kan medføre, at du spiser for meget og for kalorietungt, hvis du fx tyr til det fede og det søde. Noget tyder dog på, at dem der spiser morgenmad, spiser sundere resten af dagen. Har du allerede tabt dig, skal du vide at de fleste af dem der kan holde vægten efter et vægttab, spiser morgenmad.
Hvad skal morgenmaden så indeholde?
Mulighederne er mange, så det afhænger af hvad du godt kan lide og hvad du har tid til – eller hvad du prioriterer at have tid til.
En god morgenmad må gerne bestå af fuldkornsprodukter fx rugbrød, havregryn eller havregrød, grove morgenmadsprodukter. Desuden magre mælkeprodukter, ost, æg og marmelade. Altså noget med fibre og noget med protein i og så lidt af det sunde fedt som fx fra nogle mandler. Suppler gerne med frisk frugt eller frugtkompot og med grøntsager som gulerodsstave, agurk, peberfrugt og tomat. Lidt fedtstof og et lille drys sukker på grøden skader heller ikke.
Planlæg morgenmaden og undgå konflikter og stress
Har du mindre børn, er det en god ide at opbygge en morgenmadsrutine, hvor børnene får tilbudt den samme morgenmad i en periode. På den måde skal de ikke tage stilling til for meget om morgenen og det kan give ro. Det samme kan være gældende for dig selv. Planlæg din morgenmad og gør den evt. klar aftenen før, så den er nem at gå til. Prioriter måltidet så det bliver en hyggestund og ikke en stresset affære.
Skab variation i det samme
Mange af dine morgenmåltider kan varieres, så det ikke føles som om, det er det samme du spiser dag ud og dag ind. Fx kan din havregrød toppes med forskellige typer af frugt, frugtkompot eller lignende, som sagtens kan gøres klar, så der er til flere dage. Køleskabsgrød kan laves i mange varianter, og til flere dage ad gangen og skyr kan toppes med forskelligt drys og frugt.
Er du mere til brød eller boller, så er en klap sammen med ost og lidt peberfrugt også en mulighed – bare du får nok af det. Og er du til æg er de gode sammen med et godt stykke fuldkornsbrød – evt. med lidt fedtstof eller en skive skinke på.
Flydende morgenmad i form af shakes, smoothies og greenies er blevet populære og kan også være et udmærket valg, hvis bare de gør dig mæt længe nok. Det er normalt at føles sig sulten ca. 3 timer efter et måltid.
Mærk selv efter
Selvom jeg er fortaler for, at man starter dagen med et godt morgenmåltid, så er jeg klar over, at vi også på dette område er forskellige. Har du det bedst med ikke at spise morgenmad, har du god energi og forfalder du ikke til at småspise eller overspise senere på dagen – så er det helt fint. Men kan du klemme lidt morgenmad ned vil jeg sige – gør det endelig.
Kilder
- Må jeg springe morgenmaden over? (videnskab.dk)
- ‘The effectiveness of breakfast recommendations on weight loss: a randomized controlled trial’, 2014, The American Journal of Clinical Nutrition
- ‘Energy Intake at Breakfast and Weight Change: Prospective Study of 6,764 Middle-aged Men and Women’, 2008, American Journal of Epidemiology
- ‘Meal skipping and variables related to energy balance in adults: a brief review, with emphasis on the breakfast meal.’, 2014, Physiology & Behavior